onsdag den 17. november 2010

SPØRGSMÅL OM "BØRNENES BOG"

Hvorfor vil du skrive sådan en bog?

Det er en idé, jeg har haft længe. Jeg synes, det kunne være sjovt at skrive en bog, som de børn, der skal læse, har været med til at forme.

Er du da løbet tør for ideer selv?

Nej! Det er jeg bestemt ikke. Men nogle gange er det skønt at få en opgave, der er bunden på en eller anden måde. Og så er det interessant at se, hvad ungerne selv ville læse om, hvis de kan bestemme.

Er det så børnene, der er forfattere?


Det er ikke børnene, der er forfattere, men det er børnene, der kommer med deres ønsker til de ting, som de gerne vil have, at jeg skriver om. Det er så at sige dem, der bestemmer i hvilken retning, jeg skal føre pennen/historien.


Hvordan fik du ideen?


Jeg fik ideen, fordi jeg har lavet sådan en bog, Shinobi, sammen med mine sønner. Jeg spurgte dem, hvad de gerne ville læse om, og pludselig havde de givet mig en masse krav til, hvad der skulle ske i bogen. Jeg skrev den, og jeg syntes, der var vildt skægt, at få bogen til at se ud, sådan som de gerne ville have det. Det var svært men sjovt!!!


Jeg ved ikke hvad et handlingselement og miljø er. Kan jeg så være med?


Selvfølgelig!!! Hver gang vi går i gang med et nyt emne, forklarer jeg, hvad det går ud på, og alle er velkomne til at skrive spørgsmål i kommentarerne, hvis der er noget de er i tvivl om.


Hvordan bliver man forfatter?


Hvis man gerne vil være forfatter, så gælder det først og fremmest om at skrive, skrive og skrive...og så læse en masse. Det er ved at øve sig, at man bliver god til det. Og ved at læse andres bøger, får man ideer til, hvordan man kan gøre, og hvordan man kan opbygge en historie. Derudover findes der en masse håndbøger, som handler om at lave karakterer og plot. De kan være en rigtig god hjælp. Det findes også skrivekurser rundt omkring i landet, hvor en erfaren forfatter hjælper én i gang. Til sidst er der to offentlige uddannelser man kan tage, når man er gammel nok. Forfatterskolen underviser i voksenlitteratur og på Center for Børnelitteratur underviser de i børnelitteratur.


SKRIV GERNE SELV FLERE SPØRGSMÅL TIL FORFATTEREN....